Installationsbranchen består af en kombination, som få andre sektorer kender: meget fysisk arbejde i udetjenesten, og derudover en indetjeneste der kalkulerer, planlægger og administrerer. Disse to verdener bruger AI på en anden måde og i et andet omfang. Udetjenesten arbejder med fejldiagnose, tekniske manualer og til tider med billedgenkendelse til inspektion. Indetjenesten arbejder med tilbud, kalkulationer, planlægning af montører og kommunikation med opdragsgivere og underleverandører. Hvor AI i den ene afdeling primært er et hjælpemiddel til en opgave, er det i den anden afdeling et led i en kæde af beslutninger, der til sidst ender i en faktura eller en kontrakt.
Dette forhold — mere udførende arbejde på den ene side, mere administrativt og kommercielt arbejde på den anden side — bestemmer, hvor risikoen ligger. Et AI-værktøj der hjælper en montør med at tolke en fejlkode, har en anden effekt end et værktøj der automatisk genererer et prisoverslag til en kunde. Den der opsætter AI-governance uden dette skel, behandler begge tilfælde ens og går dermed glip af, hvor opmærksomheden er mest nødvendig.
Installationsvirksomheder er ofte organisationer med en kompakt IT-afdeling og en stor udetjeneste, der arbejder selvstændigt. Montører, kalkulatorer og planlæggere søger selv efter hjælpemidler, der gør deres arbejde lettere, uden at der går et indkøbsforløb forud. En gratis chatbot til at udarbejde et tilbud, en app der analyserer billeder af en installation, et værktøj der sammensætter materiallister: det er valg, der bliver taget ude på gulvet, ikke på hovedkontoret.
Det betyder, at den liste IT kan levere, i denne branche oftere er en underdrivelse end i sektorer med en stærkere central IT-funktion. Den der kun bruger denne liste som grundlag for governance, bygger på et fundament, der ikke er komplet. Den eneste måde at rette op på det er at spørge de mennesker, der udfører arbejdet — og den samtale giver kun noget, hvis der ikke er en sanktion forbundet med den. En montør der er bange for en notits i sin personalesag, nævner ikke det værktøj, han bruger til at skrive et tilbud hurtigere.
En AI-scanning der gør denne branche retfærdighed, ordner ikke efter afdeling, men efter rolle og risikoniveau. Et værktøj der opsummerer teknisk dokumentation for en montør, indebærer en anden risiko end et værktøj der giver en prisindikation til en kunde uden menneskelig kontrol. Et værktøj der optimerer planlægning for den egen organisation er anderledes end et værktøj der behandler kunders personoplysninger i en CRM-integration. Denne indeling synliggør, hvilke anvendelser kræver opmærksomhed, og hvilke kan fortsætte side om side uden yderligere foranstaltninger.
Denne måde at anskue det på går igen i andre sektorer med en tilsvarende spredning af arbejde, som det fremgår af det, der er beskrevet om AI-governance i transportsektoren, hvor planlægning og udførelse også ligger langt fra hinanden. Også sammenligningen med AI-governance i fremstillingsindustrien er relevant, fordi der ligeledes mødes en produktionsmiljø med et administrativt lag, der har andre risici. Og den der kigger på AI-governance i engroshandlen, ser et tilsvarende mønster omkring tilbud, prissætning og spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for det.
Installationsvirksomheder arbejder ofte allerede med kvalitetssystemer, sikkerhedsprotokoller og certificeringskrav, der udspringer af arbejdets karakter. AI-governance behøver ikke at blive opbygget ved siden af denne struktur, men kan indarbejdes i den. En risikoklassifikation for AI-anvendelser kobler sig på eksisterende risikovurderinger; ansvaret for et AI-værktøj i tilbudslinjen passer til det eksisterende ansvar for prissætning. Spørgsmålet er ikke, om der er behov for et nyt system, men om det eksisterende system er udvidet med spørgsmålet: hvilken rolle spiller AI her, og hvem er ansvarlig for det.
Den aktuelle regulering omkring AI-systemer, herunder klassifikation og forpligtelser, ændrer sig og bliver holdt ved andre steder. Hvad der er beskrevet på denne side, er mekanismen: at kortlægge hvad der er i brug, indordne efter rolle og risiko, og indpasse det i den governance der allerede findes.
En opgørelse over AI-brug i installationsbranchen viser, hvilke værktøjer der findes, og hvilken risiko de indebærer. Det er et andet spørgsmål end spørgsmålet om, hvilken del af arbejdet selv — kalkulationen, planlægningen, udarbejdelsen af tilbud, diagnosticeringen af fejl — er egnet til at blive overtaget af AI. Dette spørgsmål besvares i arbejdsscanningen fra FTE TO AI, der pr. opgave beregner, hvilken del af arbejdet der kan overtages, og hvilken del der forbliver hos mennesket. Hvor denne side handler om at få styr på det, der allerede er i brug, handler denne scanning om den retning arbejdet bevæger sig i.
Vraag maar. Governance begint bij weten wat er draait — ook wat niemand heeft goedgekeurd.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.